Brug din iPhone som scanner
Ikea gør det. Netto gør det. Du kan også selv gøre det – scanne dig til film, hjemmesider, telefonnumre mm med din iPhone.
Med en scanner på din telefon vækker du dødt papir til live. Det sker ved hjælp af QR-Codes, som er en slags stregkode, der har læst videre. I stedet for streger består koden af nogle todimensionelle firkanter, som f.eks. applikationer som Scanlife kan læse med kameraet i din iPhone.
Nem genvej
Med Scanlife applikationen får du en hurtig og nem genvej til mere information. Det seneste eksempel, jeg har set, er Danske Bank, der reklamerer for deres bankapplikation i avisen. Nederst i annoncen har banken placeret en QR-stregkode. Med Scanlife installeret på din telefon, tænder du for applikationen, og holder kameraet foran koden og i løbet af et par sekunder, bliver du ført direkte over til Danske Banks applikation i iTunes. Det er ren magi og må siges at være en del lettere end at få folk til at huske eller skrive en adresse ned, hvor applikationen kan downloades.
Avisen vækkes til live
Et andet eksempel er i Berlingske Tidendes bilsektion om søndagen. Ved siden af artiklerne er der en QR-kode. Den fører du kameraet henover og så kommer der fx et videoklip frem, hvor man ser avisen journalister teste bilerne. Nu er der pludselig liv i avisen, og man skal ikke lægge avisen fra sig og huske på url’er til senere – det er både til gavn for læsere og for avisen, der tilmed har mulighed for at smide en annonce ind inden klippet bliver vist.
Lav din egne QR koder
Et tredje eksempel, hvor QR koder er brugt er på hjemmesiden www.bit.ly. Siden bruges af mange til hurtigt at lave statusmeddelelser både til Twitter og Facebook. Bit.ly bruges også til at forkorte lange urler til noget mere mundret eller til en QR-kode. Når urlen er forkortet, får du en QR-kode, som du kan copy paste og sætte ind, der hvor du har brug for den.
Bedømmelse
Scanlife er meget let at bruge. Som beskrevet ovenfor, tænder du bare for applikationen, og fører kameraet over koden, og så sørger Scanlife for resten. Hvis det f.eks. drejer sig om kontaktoplysninger gemmer applikationen den automatisk i dine kontakter. Supernemt.
Applikationen gemmer de henvisninger du har været inde på tidligere i kronologisk rækkefølge. Her kunne en ekstra feature være, at man kunne søge på det sted, hvor man var geografisk, da man scannede den pågældende kode. Scanlife er uhyre simpel at bruge, men har stadig masser af uudnyttet potentiale derfor får den karakteren 8 ud af 10.













