Få applikationer til Netto-priser
Det er ikke alle, der ved det, men priserne på applikationerne i appstore ændrer sig faktisk ofte. Med applikationen ’Appsniper’ kan du virkelig spare tid og penge!
Producenterne af applikationer vil gerne have solgt så mange som muligt af netop deres produkt, og det siger vel sig selv, at jo billigere de er, desto større er chancen for, at de bliver solgt. Mersalg betyder, at applikationen kravler længere op på listen over de mest solgte – og det betyder jo surprice-surprice igen mere salg. En anden prissænkende faktor kan være, at der er kommet konkurrenter på markedet. Det tvinger også prisen ned.
Appsniper opsnapper
Netop de mekanismer kan vi andre få glæde af. Især hvis du har applikationen ’Appsniper’ installeret på din iPhone, iPad eller iPod Touch. Programmet overvåger nemlig alle apps i appstore og giver dig besked, hvis det program, du gerne vil have fingre i. falder i pris. Og der er penge at spare. For det er fx ikke usædvanligt, at en applikation til 6 eller 12 kr. bliver helt gratis. Ligesom en dyr applikation, som ’Navigon Mobile Navigation’, på 60 dage er faldet fra 699 kr. til 529 kr.
Vælg genre, valuta og land
Inden du går i gang med at søge og overvåge applikationer på tilbud, er det en god ide at gå ind og ændre i indstillingerne under fanen ’config’. Her kan du ændre valutaen til kroner og hvilket lands appstore, du handler fra (typisk Danmark). Der er også et genrefilter, hvor du kan vælge, hvilke genre du søger, fx spil, værktøjer, sport, rejse, og navigation. Det letter nemlig din søgning, hvis du vælger nogle genre fra.
Patience dear
At søge og overvåge en applikation er let nok. Det foregår ligesom på appstore på iPhonen, hvor du søger efter navn eller genre. Når du har fundet en applikation, du gerne vil overvåge, trykker du på sigtekornet, hvorefter du får mulighed for at vælge, hvor meget den skal falde i pris, før du vil købe den. Nu bliver applikationen overvåget, og så er det bare med at have tålmodighed og håbe, at prisen falder. Applikationen har også en statistikfunktion, hvor du kan se prisudviklingen de sidste 90 dage. Hvis den lige er faldet, er det nok ikke sandsynligt, at den falder igen lige med det samme.
Grønt = gratis
Der er også en liste over alle de applikationer, der er på tilbud eller helt gratis lige nu. Det er angivet, hvor mange procenter de er faldet med, og prismærket er grønt, hvis de er blevet gratis. En anden liste viser de nyeste applikationer på appstore. Der er også en liste over ’Hot Apps’ inddelt efter genre. Hvad der gør dem hotte er ikke altid til at se, men mange af dem går igen på hitlisterne på appstore.
Bedømmelse
’Appsniper’ bør være en fast bestanddel på alle iPhones/Ipads/iPods Touches. For der er mange penge at spare. App’en guider dig også til billige(re) applikationer, som du formentlig ikke selv var faldet over. Appsniper er også let at bruge og bedre end konkurrenten ’PandoraBox’, hvor du ikke kan vælge en pris, se prisudviklingen eller sende til en ven. Pandorabox er ganske vist gratis, men de seks kroner som ’Appsniper’ koster, er hurtigt tjent ind. Derfor får ’Appsniper’ bedømmelsen 8,5 og en fast plads på min telefon.











